|
|
|
|
|
|
Den garvede Cleveland-strisser ”Big Bob” Carter og hans kone Ethel fejrer deres sølvbryllup med en campingtur til Californien sammen med deres nærmeste: datteren Lynn og hendes mand Doug– og deres spædbarn Catherine – samt teenagerne Brenda og Bobby. Alt går efter bogen, indtil Big Bob får den idé at skyde genvej gennem ørkenen. Da bilen bryder sammen, går det langsomt op for dem, at den er helt gal. De er ikke så alene, som de først troede. For gemt væk i ørkenen bor en gruppe overlevende fra de amerikanske atomprøvesprængninger i 1950’erne – hæslige, glubske, blodtørstige misfostre, som kaster sig over den lille familie – én for én ...!Da Wes Craven udsendte sin første udgave af The Hills Have Eyes i 1977, fik den lynhurtigt kultstatus inden for horror-splatter-genren – ligesom Tobe Hoopers beslægtede, tre år ældre The Texas Chain Saw Massacre (Motorsavsmassakren). Begge film blev til på minimale budgetter (faktisk lånte Craven rekvisitter fra Hoopers film); begge film handler om en flok vejfarende, der i bogstavelig forstand strander uden for lands lov og ret, konfronteret med en ufattelig ondskab; begge film handler bl.a. om kannibalisme; og frem for alt: begge film trækker en med ind i ens værste mareridt. |  |
|
|
|